LUP Handel & Detail (GF2 EUD og GF2 EUX)

Mål for undervisningen

                                                               
link til  
 
Bekendtgørelse for:
Fælles standard for grundforløbsprøven på de merkantile uddannelser
 

Fagmål og læringsmål til Forretningsforståelse

Når du er færdig med dette emne kan du:
  • Forklare virksomhedens placering i distributionskæden
  • Skelne mellem forskellige opgavers placering i virksomhedens værdi-og forsyningskæde.
  • Forklare virksomhedens grundlæggende forretningsmodel
  • Anvende SWOT modellen
  • Præsentere din selvvalgte USF virksomhed


Målpinde
Overgangskrav, Detailhandelsudd. (11388)
  • Forretningsforståelse: Eleven kan redegøre for en virksomheds forretningsmodel, distributions- og forsyningskæde samt virksomhedens rolle og opgaver i samfundsøkonomien.
  • Forretningsforståelse: Eleven kan selvstændigt og i samarbejde med andre planlægge og udføre grundlæggende salgs-, indkøbs- eller logistikopgaver ud fra en helhedsforståelse af, hvordan en virksomhed arbejder og hvilke faktorer, herunder digitalisering og bæredygtighed, som påvirker og skaber værdi for forretningen.

Fagmål og læringsmål til Salg og Service

Når du er færdig med dette emne kan du: 

  • Forstå kunderejsen
  • Anvende Salgstrappens fire faser.
  • Anvende EFU modellen 
  • Vurdere, hvad der er god kundeservice


Målpinde
Overgangskrav, Detailhandelsudd. (11388)
  • Salg og service: Eleven kan under vejledning planlægge og udføre almindeligt forekomne salgs- og serviceopgaver.
  • Kommunikation: Eleven kan præsentere et produkt, et koncept eller lignende over for en forsamling, herunder tilpasse formidlingen til forskellige målgrupper, kommunikationsstrategier og kommunikationskanaler.
  • Salg og service: Eleven kan forklare valget af metode og værktøjer til løsning af en konkret salgsopgave ud fra en viden om salgsprocessens faser, forskellige former for salg, salgskanaler, kundeservice, strategi og kundeadfærd.
  • Kommunikation: Eleven kan selvstændigt og i samarbejde med andre planlægge og udføre afgrænsede formidlingsopgaver relateret til salg, indkøb og logistik.

Fagmål og læringsmål til Kommunikation

Når du er færdig med dette emne kan du:

  • Forklare og anvende kommunikationsmodellens 4 faser i både den interne og eksterne kommunikation.
  • Forklare og anvende AIDA-modellen i den eksterne kommunikation.
  • Udarbejde et simpelt salgsfremstød for den selvvalgte USF-virksomhed.

Målpinde
Overgangskrav, Detailhandelsudd. (11388)
  • Kommunikation: Eleven kan præsentere et produkt, et koncept eller lignende over for en forsamling, herunder tilpasse formidlingen til forskellige målgrupper, kommunikationsstrategier og kommunikationskanaler.
  • Kommunikation: Eleven kan selvstændigt og i samarbejde med andre planlægge og udføre afgrænsede formidlingsopgaver relateret til salg, indkøb og logistik.

Fagmål og læringsmål til Databehandling

Når du er færdig med dette emne kan du:

  • Indsamle data om kundernes behov
  • Redegøre for hvordan virksomheden kan anvende date på en hensigtsmæssig måde
  • Beskrive lovmæssige krav til indsamling af data

Målpinde
Overgangskrav, Detailhandelsudd. (11388)
  • Databehandling: Eleven kan under vejledning planlægge og gennemføre databehandling i forhold til almindeligt forekomne arbejdsprocesser relateret til salg, indkøb og logistik.
  • Databehandling: Eleven kan indsamle og analysere data til brug for en afgrænset opgave ved hjælp af digitale værktøjer og forklare, hvordan virksomheden kan anvende data i løsningen af salgs-, indkøbs- og logistikopgaver.

Fagmål og læringsmål til Handelsregning

Når du er færdig med dette emne kan du:

  • Forklare elementer i USF-virksomhedens fastsættelse af priser og fortjeneste
  • Kalkulere og efterfølgende fastsætte salgsprisen for en eller flere af virksomhedens varer (fremgående kalkulation)
  • Kalkulere den maximale kostpris for en eller flere af virksomhedens varer (tilbagegående kalkulation)
  • Kalkulere fortjeneste (bruttoavance eller dækningsbidrag i kr.) ved salg af en vare
  • Forklare hvad en resultatopgørelse indeholder og forklare, hvad formålet med at opstille en resultatopgørelse er
  • Lave relevante nulpunktsberegninger (nulpunktsafsætning og/eller reklamenulpunktsomsætning) for konkrete salgsfremstød i virksomheden
  • Redegøre for de økonomiske fordele og ulemper ved at igangsætte konkrete salgsfremstød i USF-virksomheden

Målpinde
Overgangskrav, Detailhandelsudd. (11388)
  • Handelsregning: Eleven kan foretage forskellige pris-, omkostnings- og indtjeningskalkulationer.
  • Handelsregning: Eleven kan med udgangspunkt i kalkulation, viden om økonomiske sammenhænge og grundlæggende forretningsforståelse redegøre for, om et tiltag, f.eks. et salgs- eller markedsføringstiltag, er rentabelt.

Fagmål og læringsmål til Optimering af arbejdsprocesser

Når du er færdig med dette emne kan du:

  • Udvælge - og inddrage relevante digitale værktøjer og metoder, som et vigtigt led i optimering af arbejdsprocesser.

Målpinde
Overgangskrav, Detailhandelsudd. (11388)
  • Optimering af arbejdsprocesser: Eleven kan selvstændigt og i samarbejde med andre udarbejde forslag til optimering af en kendt og afgrænset arbejdsproces ved anvendelse af gængse digitale programmer og værktøjer.

Læringsmål til AI

Når du er færdig med dette emne, kan du:

  1. Forstå forskellen på menneskelig og AI-genereret output og redegøre for betydningen af kritisk anvendelse
  2. Dokumentere og reflektere over brug af (generativ) AI i en faglig sammenhæng

Indhold i undervisningen

Planlagt faglige indhold 

Grundforløbet på GF2 EUD & GF2 EUX handel og detail har en varighed på 20 uger inkl. én grundfagseksamen samt grundforløbsprøven. 

Det uddannelsesspecifikke fags 4 forståelsesområder og 7 kompetenceområder er:

De 4 forståelsesområder:

  • Opgaveforståelse (herunder 5 spørgsmål)
  • Praksisforståelse (herunder 7 spørgsmål)
  • Teoriforståelse (herunder 5 spørgsmål)
  • Værktøjsforståelse (herunder 3 spørgsmål)

De 6 kompetenceområder:

  1. Forretningsforståelse
  2. Salg og service
  3. Kommunikation
  4. Databehandling
  5. Handelsregning
  6. Optimering af arbejdsprocesser 
  7. Eleven kan med kritisk sans anvende generativ kunstig intelligens til sparring og kvalitetssikring af afgrænsede opgaver samt dokumentere arbejdet med generativ kunstig intelligens

Omdrejningspunktet i det uddannelsesspecifikke fag er at koble teori og praksis sammen. Eleven arbejder med teori, metoder og værktøjer til løsning af relevante (praksis) opgaver ved inddragelse af konkrete virksomheder. 

En stor del af elevens arbejde i det uddannelsesspecifikke fag sker gennem opgaveløsning og tilhørende dokumentation for en gennemgående eksisterende virksomhed, der sælger produkter og evt. også serviceydelser på henholdsvis B2C eller B2B-markedet. Elevens valg af den gennemgående virksomhed sker ud fra elevens ønske om læreplads (branche eller konkret virksomhed). Har eleven allerede en elevplads arbejdes der med denne virksomhed i det uddannelsesspecifikke fag. Eleven kan som udgangspunkt arbejde individuelt eller i gruppe på max 3 elever. Samarbejde indgår i flere kompetencer, så elever, der arbejder individuelt, skal indgå i samarbejde med andre elever i nogle øvelser - det behøver dog ikke være i dokumentationsindholdet.

BEMÆRK: Det er ikke tilladt at anvende AI-teknologi - hverken til udarbejdelse af dokumentationen, som indgår til eksamen eller til løsning af de 4-6 delopgaver til grundforløbsprøven. Udarbejdet dokumentation og besvarelse af de 4-6 delopgaver skal være elevens egen og selvstændige besvarelse.

Helhedsorientering

I det uddannelsesspecifikke fag, USF Handel og Detail arbejdes der helhedsorienteret med de 6 kompetencemål og ikke blot med ét kompetencemål ad gangen. For at opnå kompetencemålene skal teori, viden og værktøjskendskab - fra såvel USF-faget som fra elevernes grundfag, anvendes i løsning af relevante praksisopgaver i en virksomhed. 

Praksisrelatering

Der er meget fokus på kobling af teoretiske og praktiske aktiviteter ved inddragelse af virksomheder - små videoer fra virksomheder, besøg af og besøg på virksomheder, virksomhedspraktik, opleve en messe, inddragelse af elevernes viden/oplevelser fra nuværende og tidligere jobs.     

Tværfaglighed

Der arbejdes tværfagligt med relevante emner  - primært fra de 3 merkantile grundfag: virksomhedsøkonomi, afsætning og erhvervsinformatik.

I virksomhedsøkonomi: Virksomhedstyper, distributionskæde, ejerformer og lønformer, kalkulation af priser og avance, regnskabsposter, økonomisk proces og modulopbygget økonomisystem, aktiviteters påvirkning på resultat og likviditet samt nøgletal til indtjeningsevne. Hvis der i virksomhedsøkonomi vælges følgende supplerende stof: funktioner, efterkalkulation, nulpunktsberegninger og personaleressourcernes effektivitet styrkes tværfagligheden mellem virksomhedsøkonomi og det uddannelsesspecifikke fag yderligere 

I afsætning: SWOT-analyse, distributionskæde, virksomhedsforståelse, parametermix, kendetegn for Business to Consumer (B2C) og Business to Business (B2B). Derudover imødekommes salg og service i form af arbejdet med god/dårlig kundeservice og -betjening samt servicepakken.

I erhvervsinformatik: Typer af data, anvendelse af data, databaser, datalovgivning, cybersikkerhed, visuel identitet og interaktionsdesign ved digitale artefakter.

Dansk (GF2-EUD grundfag på forløbet. GF2-EUX forud for/sideløbende med forløbet): Intern- og ekstern virksomhedskommunikation, analyse af hjemmeside og reklameanalyse.

Differentiering 

Differentiering sker ved elevens egen opståede undren/spørgsmål/nysgerrighed gennem arbejdet med det planlagte indhold med udgangspunkt i elevens valgte USF virksomhed.

Undervisningen tilrettelægges efter elevgruppen, lige fra forholdsvis boglige forløb til meget praksisrettede forløb. Der differentieres ud fra følgende: 

1.  Fagligt niveau (elevernes kognitive niveau i forhold til faget) 

2.  Fagligt engagement (elevernes motivation og lyst til at lære) 

3.  Socialt engagement (elevernes evne til at indgå i samspil med andre) 

4.  Opgavestrategi (elevernes læringsstil, måde at løse en opgave på, er eleven praktisk, analytisk, kreativ osv.)

Differentieringen kommer til udtryk i form af: Indhold/mål, metodevalg, organiseringsform, materialevalg af medier og IT-valg og tid til elevens opgaveløsning.

Fag ud over det uddannelsesspecifikke 

I dette forløb inddrages følgende grundfag (klik for link til grundfagsbekendtgørelsen):

  • Virksomhedsøkonomi (EUD og EUX)
  • Afsætning (EUD og EUX)
  • Erhvervsinformatik (EUD og EUX)
  • Dansk (EUD)
  • Engelsk (EUD)
  • Organisation (EUX)
  • Matematik (EUX)

Evaluering og bedømmelse

Evaluering og Feedback 

Efter hvert emne i forløbet evalueres elevens arbejde, med formativ evaluering med henblik på at eleven selv kan reflektere over egen læringsprogression og faglig udvikling. Der gives løbende evaluering i undervisningsforløbet med afsæt i vurdering af elevens dokumentationsopgave udarbejdet individuelt eller i grupper. Evalueringen sker skriftlig digitalt og/eller mundtligt efter hver dokumentationsopgave. Der evalueres på den udarbejdede dokumentation, og der indgår fokuspunkter til de efterfølgende emner (feedforward). 

Eleven afleverer slutdokumentation i faget (portfolio bestående af besvarelser i Word, PDF, Excel, Power Point og evt. videoer). Slutdokumentationen består af de, af USF-underviseren, udvalgte dokumentationsopgaver, som støtter eleven i løsning af grundforløbsopgaven, så eleven kan vise sine kompetencer i bredden og i dybden, og også så eleven kan nå at besvare grundforløbsprøvens opgaver. Slutdokumentationen skal godkendes af USF-underviseren, for at eleven kan gå til grundforløbsprøven.

Bedømmelse

Den endelige summative evaluering og bedømmelse er den afsluttende evaluering af det samlede undervisningsforløb inklusive elevens løbende dokumentation. Der afsluttes med en standpunktskarakter. 

Afsluttende grundforløbsprøve

Den afsluttende grundforløbsprøve afholdes som grundforløbsprøve B, caseprøven. Grundforløbsprøven starter med en 6 timers caseundervisningsdag, hvor eleven arbejder med grundforløbsopgaven, der består af 4-6 delopgaver, som eleven skal løse for sin USF-virksomhed. Eleven inddrager sin slutdokumentation fra USF i besvarelsen af grundforløbsopgavens 4-6 delopgaver. Eleven må arbejde sammen med andre elever i klassen om løsningen af de 4-6 delopgaver, men besvarelsen er individuel. Eleven afleverer sin individuelle besvarelse ved caseundervisningsdagens afslutning.

BEMÆRK: Det er ikke tilladt at anvende AI-teknologi - hverken til udarbejdelse af dokumentationen, som indgår til eksamen eller til løsning af de 4-6 delopgaver til grundforløbsprøven. Udarbejdet dokumentation og besvarelse af de 4-6 delopgaver skal være elevens egen og selvstændige besvarelse.

Dagen efter grundforløbsprøvens caseundervisningsdag starter den mundtlige grundforløbsprøve, der er individuel med en eksaminationstid på 30 minutter inklusive votering. Grundforløbsprøven bedømmes BE/IB. 

Eksaminationsgrundlaget er de 4-6 delopgaver i grundforløbsopgaven og elevens slutdokumentation. Censor vælger de 2 delopgaver, som eleven skal eksamineres i. Eksaminator (og censor) stiller under prøven spørgsmål i tråd med de 4 forståelsesområder.

Bedømmelsesgrundlaget til prøven er elevens mundtlige præstation. 

Bedømmelseskriterierne til prøven er de 4 forståelsesområder - elevens helhedsforståelse for praksis, teori og værktøj i forhold til løsningen af de konkrete delopgaver, der eksamineres i.